Ansatte fra Regionshospitalet forkælede cyklister

Der var rift om de mange gratis rundstykker, som en flok ansatte fra Regionshospitalet i Randers uddelte tirsdag morgen den 5. april til cyklister på vej til jobbet.

05. april 2016 - Oprettet af Britt Møller

De ansatte har i mange år deltaget i den landsdækkende kampagne ”Vi cykler til arbejde, ” der ruller i maj måned. De vil gerne have mange flere med i kampagnen, og derfor forkælede de alle cyklister på vej til jobbet med frisk morgenbrød:

”Når maj måned nærmer sig, smider vi bilnøglerne og springer på jernhesten. Det er blevet en tradition i afdelingen. Cykling er både godt for miljøet og helbredet, og vi vil gerne gøre reklame for kampagnen med denne event, så endnu flere får lyst til at springe i sadlen til jobbet, ” sagde Anette Kjeldsen, der er holdkaptajn på cykelholdet på Sterilcentralen og ansat som social- og sundhedsassistent på Regionshospitalet.

Se TV2 Østjylland video fra eventen

Går efter de store præmier

De ansatte fra Sterilcentralen har vundet Randers Cykelbys lokale præmier gennem flere år.

 ”I år går vi efter at vinde de store landsdækkende præmier. Derfor er vi allerede begyndt at cykle for at være i god form i maj måned,” fortæller Anette Kjeldsen.

De mange cyklister på vej til arbejde tirsdag den 5. april var glade for kunne få rundstykker med på jobbet:

”Det er et supergodt arrangement. Det kan forhåbentlig få flere til at cykle til arbejde, ” sagde Joan Jørgensen, der hver dag træder i pedalerne til og fra jobbet hele året rundt, også når det regner.

Fakta

Den landsdækkende motionskampagne, ” Vi cykler til arbejde” ruller fra den 1-31. maj 2016.

Kampagnen er arrangeret af Cyklistforbundet i Danmark.  Deltagerne kan tilmelde sig på www.vcta.dk.  Holdene dyster om flotte præmier som kroophold, gavekort og cykeltilbehør.

Udover de landsdækkende præmier udlodder Randers Cykelby lokale præmier, som gavekort til kulturoplevelser, restauranter og biografture