Cyklister fejrede 40 års jubilæum

Pedalatleter i alle aldre havde igen i år smurt kæderne og pumpet cyklerne for at deltage i Danmarks hyggeligste cykelløb, Fjordløbet, der i år kunne fejre 40 års fødselsdag.

Familien Lerche havde i år mod på at prøve kræfter med 30 kilometer ruten til Fjordløbet, efter at de sidste år havde cyklet 15 kilometer etapen.

14. august 2016 - Oprettet af Britt Møller

Løbet tilbyder fire distancer på henholdsvis 100, 50, 30 og 15 kilometer. Den korte rute på 15 kilometer blev som noget nyt lanceret I 2015 for at tiltrække flere børnefamilier, og det blev en succes, for etapen fik flere børn i sadlen, der for første gang prøvede kræfter med Fjordløbet.

Se billederne fra Fjordløbet 2016 

Søstrene Frederikke og Josefine Lerche på 7 og 10 år cyklede den 15 kilometer lange rute sammen med deres mor sidste år. Den oplevelse gav dem blod på tanden til at afprøve 30 kilometer ruten til Fjordløbet i 2016, og den beslutning var de glade for:

”Det var lidt hårdt at cykle op ad Linde Bakke, men det var sjovt at cykle sammen med min mor og søster, selv om de er lidt langsomme. Næste år vil jeg forsøge at overtale min papfar til at cykle 50 kilometer ruten sammen med mig,”  sagde Josefine Lerche. Hun dyrker som resten af sin familie   meget sport i hverdagen, og derfor er især hendes mor glad for at kunne samle familien til en gang fælles motion på cyklen:

”Det er fint at være med til Fjordløbet. Vi får god motion og holder hyggelige pauser Derudover får pigerne også en masse cykeltræning undervejs, for de skal hele tiden holde øje med vejen og de mange andre cyklister,” sagde Heidi Lerche.

Flere børnefamilier på 30 kilometer ruten

Lasse Norup har tidligere cyklet Fjordløbet, men det var første gang, han havde sin familie med. Tvillingerne Naja og Magnus på 9 år var meget tilfredse med at deltage og har lyst til at deltage med deres forældre næste år igen.

Bastian på 7 år deltog for tredje år i træk på 30 kilometer ruten sammen med sin mor, Stine Pilgaard. Han startede som 5- årig med at deltage i Fjordløbet,  og han synes ikke ruten er hårdere,  end at han sagtens kan klare den.  

Måling af bodyage

Randers Cykelby har en stand ved start og mål ved Fjordløbet. Her kan børnene boltre sig med cykelaktiviteter, og rytterne kan få målt deres bodyage, og det tilbud var der mange der tog imod.


Ann Ungstrup var glad for Randers Cykelbys tilbud om at få målt sin bodyage. Men hun var ikke så tilfreds med resultatet, da hun blev målt til at være fire år ældre end sin biologiske alder. Men målingen gav hende motivation til at begynde at spinne, svømme og cykle igen, for hun ved, at det er det,  der skal til. For et år fik hun også målt sin bodyage. Dengang blev hun målt til at være fem år yngre end sin biologisk alder, men dengang var hun i bedre form og spiste sundere.