Cyklister fejrede Store Cykeldag

Danmarks smukkeste cykelløb, Gudenåløbet, tiltrak mange aktive pedalatleter, der var med til at fejre cykeldagen i naturskønne omgivelser rundt om Gudenåen søndag den 11. juni.

11. juni 2017 - Oprettet af Britt Møller

Gudenåløbet rullede for femte år i træk, og det var hospitalsdirektør for Regionshospitalet i Randers, Jonas Dahl, der skød løbet i gang:

” At Gudenåløbet finder sted på Store Cykeldag er jo fantastisk. Det er en god lejlighed til at lokke både børn, ældre, kollegaer og familien med ud på en tur på jernhesten. Den motion, man får på en cykeltur, er vigtig både i forhold til formen, men også vores helbred og velbefindende. Derfor bakker jeg op om arrangementet, ” sagde Joans Dahl. 

I dagens anledning skød Jonas Dahl, direktør for Regionshospitalet, løbet af med en gul ballon i stedet for med en startpistol. 

De mange cyklister trådet i pedalerne langs en 27 kilometer lang rute, der både bød på stigninger og flade strækninger.

Fortræning til Bornholmertur

Flere af deltagerne deltog i løbet for første gang. Det gjaldt blandt andet Jan Houmann Mortensen, der havde overtalt sin datter Frida på 12. år til at deltage i Gudenåløbet, fordi hun skal til Bornholm efter sommerferien sammen med sin klasse. Her skal eleverne cykle rundt til øens seværdigheder. Han mente derfor, at hans datter kunne bruge Gudenåløbet til at komme i god cykelform:

”Jeg elsker at cykle, og det har været sjovt, selvom nogle af bakkerne har været lidt hårde at komme op ad. Jeg har desuden aldrig cyklet så langt, så nu er jeg mere klar til cykelturene på Bornholm,”  sagde Frida Mortensen.

Frida og hendes far nød cykelturen og holdt pauser ved de to pitstop steder, der bød på vand og frugt. 

Familietur på cykel

Martin West havde taget sine to små piger Vega og Marie med i en cykelanhænger til Gudenåløbet. Derudover havde han også inviteret sine forældre og sine forældres kærester med til løbet:

”Vi er en sammenbragt familie, der kan lide at bevæges os sammen. Derfor er cyklen et godt redskab til at komme ud i naturen og få fælles oplevelser. Vi har dog forskellig cykelkondition, så vi venter pænt på hinanden, så alle er med på hele turen,”   sagde Martin West.

Martin West til venstre i billedet er en rutineret MTB cyklist. Det var derfor en let sag for ham at cykle 27 kilometer med begge sine døtre i en cykelanhænger. Her ses han sammen med sine forældre og deres nye kærester.  

 Flere billeder fra Gudenåløbet