Forældreopbakning gav førstepræmie

Det blev 1. A fra Vestervangsskolen, der løb af med Randers Cykelbys hovedpræmie i den landsdækkende kampagne ”Alle Børn Cykler,” der rullede i september måned. De unge vindere sprang på jernhesten i al slags vejr og hev præmien hjem ikke mindst takket være deres forældre:

En flok glade vindere fra Vestervangsskolen kan se frem til en tur i Djurs Sommerland, fordi de vandt Randers Cykelbys førstepræmie.

11. oktober 2017 - Oprettet af Britt Møller

”Der har været stor forældreopbakning til kampagnen. Mange forældre har cyklet sammen med deres børn til og fra skole og har også opfordret deres børn til at cykle i fritiden,”  siger Carina Maja Stagsted, der er klasselærer i 1. A. på Vestervangsskolen.

Alle Børn Cykler er en landsdækkende motionskampagne, der skal få flere elever til at cykle til og fra skole.   Vestervangsskolen i Randers deltager hvert år i kampagnen med mange klasser:

”Skolen lægger vægt på motion og bevægelse, og kampagnen er en god anledning til at få flere elever i sadlen. Det er både sundt for eleverne og miljøet at flere vælger at træde i pedalerne, og det gør samtidig skolevejen mere tryg, når eleverne går eller cykler til skole i stedet for at blive kørt i bil,”  forklarer Carina Maja Stagsted..

Elever går efter præmier

Johannes Gennerup Worm fra 1. A cykler ofte til skole, fordi det er sundt og sjovt. Hans motiver til at deltage i kampagnen hænger også sammen med præmierne:

”Sidste år deltog vi også i kampagnen, men dengang vandt vi ikke noget. I år har vi cyklet mere, end vi plejer for at vinde, og det er heldigvis lykkedes,”   fortæller en glad Johannes, der kan se frem til en tur til Djurs Sommerland, som var førstepræmien.  


Fakta

Randers Cykelby støtter hvert år kampagnen Alle Børn Cykler med lokale præmier. Førstepræmien, en tur til Djurs Sommerland, gik til 1. A på Vestervangsskolen. Eleverne i 2. klasse på Forberedelsesskolen kan derimod glæde sig til en tur i biografen, fordi de vandt andenpræmien, mens 4. A. på Blicherskolen kan se frem til at få 1000kroner til klassekassen, som var tredjepræmien. 4. A fra Blicherskolen vandt også cykelhjelme til hele klassen i den landsdækkende præmieudtrækning.

122 klasser fra skolerne i Randers Kommune deltog i kampagnen.

Alle Børn Cykler arrangeres af Cyklistforbundet i samarbejde med TrygFonden. Læs mere om den landsdækkende kampagne på www.abc-abc.dk.