Lånte elcykler flytter transportvaner i Randers

Randers Kommune har succes med at få flere borgere til at smide bilnøglerne væk og i stedet springe på den tohjulede til og fra jobbet. Det viser en spritny evaluering af et stort cykelprojekt i Randers, hvor mere end 100 borgere i Assentoft, Langå og Spentrup har kunnet låne elcykler til og fra jobbet.

31. marts 2016 - Oprettet af Britt Møller

Evalueringen viser, at 21 procent af deltagerne i projektet efterfølgende har investeret i deres egen elcykel. 47 procent overvejer stadig at købe en elcykel, og 26 procent bruger deres cykel oftere til jobbet, efter de har deltaget i projektet.

Valgte cykel i stedet for bil

”Det flotte tilbud om at låne en elcykel fik mig til at droppe at købe bil nummer to. Det var ellers min plan, da jeg fik et nyt job, som kræver, at jeg kører mange kilometer til arbejde hver dag, ” forklarer Bitten Syrstad, der er én af de mange borgere, der i en periode har lånt en flyvende cykel, og som efterfølgende har købt sin egen elcykel.

Hun bor i Langå, og fik for et år siden nyt arbejde som bostøtte for psykisk handicappede mennesker. Hendes job medfører, at hun skal rundt og besøge handicappede borgere i hele Randers Kommune. Bitten Syrstad er superglad for sin nyindkøbte elcykel, og de lange afstande i sadlen skræmmer hende ikke: 

”Det er dejligt at kombinere transport, frisk luft og motion på samme tid. Det er meget nemmere at komme rundt i Randers by på en cykel, og desuden sparer jeg tid på at finde parkeringspladser,”   siger Bitten Syrstad.

Prøveperiode gavner cykelpendling

Udlånet af elcyklerne er led i Randers Kommunes projekt” Hverdagscykling i oplandsbyer”, der skal få flere borgere til at øge cykelpendlingen på de længere afstande:

”Vi er positivt overraskede over de flotte resultater, vi har opnået ved at låne elcykler ud til borgerne,” siger Birgit Berggrein, projektleder for Randers Cykelby og fortsætter:

”Elcyklen er en dyr investering, og derfor er det de færreste, der tør binde an med at købe en elcykel uden en prøveperiode. Gennem dette projekt kan borgerne  finde ud af, om elcyklen passer ind i deres hverdag. Projektets resultater viser med al tydelighed, at det er den rigtige vej at gå, når vi vil flytte borgerne fra bilerne og over på cyklerne på de længere afstande.”  

 

Fakta

Evaluering af cykelprojektet i Randers

108 borgere i Langå, Spentrup og Assentoft har i 10 måneder lånt elcykler til og fra arbejde af Randers Kommune. Borgerne kunne låne cyklerne i en periode af 3 uger ad gangen.  80 elcykelbrugere har efterfølgende svaret på et spørgeskema om deres transportvaner.

Nyt udlån fra den 4. april
Fra den 4. april 2016 bliver det igen muligt for borgerne at låne elcykler til og fra arbejde.  Cyklerne kan bookes via Randers Cykelbys hjemmeside i en måned ad gangen. Når borgerne har booket en cykel,  kan cyklerne hentes følgende steder:

SuperBrugsen i Spentrup

Sparekassen Kronjylland i Assentoft

Cykelforretningen Langå MiniMotor i Langå

De blå barakker ved sportspladsen i Lem

Randers Statsskole (udlån til studerende og ansatte på skolen)

Fakta om projektet
I 2015 og 2016 ruller cykelprojektet ”Hverdagscykling i oplandsbyer” indover Assentoft, Langå og Spentrup. Formålet med projektet er at øge cykelpendlingen i de tre byer.

Der bliver anlagt flere parkeringspladser til cykler, så borgerne kan kombinere offentlig transport med cyklen. Desuden er der lagt diodelys i cykelstier fra Assentoft og Spentrup til Randers, ligesom borgerne har mulighed for at låne elcykler for at øge cykelpendlingen på de længere distancer