Cykelkampagne flytter fra maj til september

Cykelkampagnen VI CYKLER TIL ARBEJDE, der ruller hvert år i maj måned, er på grund af coronakrisen udsat til september. Tilmeldingen til kampagnen er åben.

Cykelkampagnen VI CYKLER TIL ARBEJDE flytter fra maj til september måned. Tilmeldingen til kampagnen er begyndt.

Hvert år i maj måned smører ansatte på virksomheder og institutioner i hele Danmark kæderne på deres cykler for at deltage i den populære motionskampagne VI CYKLER TIL ARBEJDE. I år flyttes kampagnen et par måneder på grund af coronakrisen:

”Vi ser frem til at deltage i kampagnen igen i år,” fortæller Lillian Christensen, kommunikationschef i virksomheden MAKEEN Energy i Randers.

Ansatte fra virksomheden deltog i VI CYKLER TIL ARBEJDE i 2019. Cykelholdet fra MAKEEN Energy vandt Randers Cykelbys førstepræmie i kampagnen. Flere af de ansatte deltog i kampagnen på virksomhedens egne elcykler, som de ansatte kan benytte til og fra jobbet i hverdagen:

”Cykelkampagnen sætter fokus på både sundhed og klima. Det ligger helt i tråd med virksomhedens grundlæggende værdier, så derfor bakker vi selvfølgelig op om kampagnen igen i år ,” siger Lillian Christensen.

Flere i sadlen til jobbet

De deltagende hold i cykelkampagnen kan hvert år dyste om at vinde landsdækkende præmier. Randers Cykelby bakker op om kampagnen med lokale præmier:

” Der har været gang i cykelhjulene på stierne i Randers, mens Danmark har været lukket ned. Vi håber,  at de gode cykelvaner fortsætter i efteråret til gavn for sundheden, klimaet og ikke mindst fællesskabet på mange arbejdspladser i Randers,”  siger Birgit Berggrein, projektleder for Randers Cykelby.

Tilmelding
Den landsdækkende kampagne er arrangeret af Cyklistforbundet i Danmark. Randers Cykelby støtter kampagnen med lokale præmier. Tilmelding til kampagnen på www.vcta.dk