Rabat til cyklister

Cyklister fik rabat i Randers Midtby.

I årets Cykelkommune, Randers, går butikkerne nye veje for at tiltrække flere cyklister som kunder.

Lørdag den 29. juni 2013 kom hele Randers Midtby på to hjul, da en lang række butikker gav procenter til alle, der cyklede på indkøb.

Det var Randers Cykelby og Randers Cityforening, der gik sammen om at lave eventen:   

”Randers Kommune er netop blevet kåret til årets Cykelkommune, fordi flere er begyndt at cykle. Det vil vi gerne være med til at fejre ved at give procenter til alle, der springer på jernhesten," fortalte citychef Dorthe Rasmussen

Cykelpas gav rabat

For at få rabat i butikkerne lørdag den 29. juni skulle cyklisterne have et cykelpas. Det hentede de ved  Randers  Cykelbys ambassadører, der stod  klar med cykelpas til alle, der havde pumpet dækkene og var cyklet til byen:

”Det gavner miljøet og trængslen på vejene, hvis vi er endnu flere, der vælger cyklen, når vi handler.  Derfor er jeg også meget tilfreds med, at butikkerne i Randers slår et slag for cyklismen og gav rabat til kunderne lørdag den 29. juni,” sagde Birgit Berggrein, som er projektleder for Randers Cykelby.