Årets Cykelkommune

Randers blev årets Cykelkommune.

På trods af mange bakker, der giver sved på panden og ømme benmuskler, er det på få år lykkedes Randers Kommune at få mange borgere til at vælge cyklen frem for bilen.

Derfor modtog Randers Kommune prisen som årets Cykelkommune ved en cykelkonference i Svendborg den 22. maj 2013.

”Randers ligger i et kuperet område – et af de steder på Danmarks-kortet hvor cykling ikke er mest oplagt. Alligevel har kommunen formået at gøre cykling til en del af den randrusianske selvforståelse. Det er sket ved at involvere borgere og virksomheder i cykelprojekter og ikke mindst via en forbilledlig kommunikation, hvor bl.a.
20 cykelambassadører gør cykelindsatsen levende. Andre kommuner kan roligt lade sig inspirere af Randers’ tilgang til cyklisme,” sagde Cyklistforbundets landsformand Claus S. Hansen, da han overrakte prisen.