Elever er blevet vilde med at cykle på Korshøjskolen

På Korshøjskolen i Harridslev har eleverne i 2. klasse været i fuld gang med undervisningstimer i dansk og matematik på to hjul. Den anderledes læringsmetode har begejstret eleverne. Udover det faglige input har eleverne fået flere færdigheder i at cykle. Det har givet dem lyst til at cykle mere i og udenfor skoletiden:

Elever på Korshøjskolen er glade for, at undervisningen er flyttet ud af klasselokalerne og op på cyklerne i skolegården. Olga Bylling står forrest i billedet.

”Vi er vant til at bruge bevægelse i undervisningen på Korshøjskolen, men det er første gang at vi bruger cyklen i fagtimerne. Det har været en meget positiv oplevelse,”  siger Michael Lau, der er skolepædagog i 2. klasserne på Korshøjskolen.

Olga Bylling fra 2. A er også tilfreds med, at undervisninger er flyttet op på en cykelsadel:

”Det er sjovt at bruge cyklen i skolegården, mens vi lærer matematik. Jeg er også begyndt at cykle mere sammen med min far og storebror derhjemme,”  siger Olga Bylling fra 2. A.

Forældre bliver mere trygge

Korshøjskolen er med i Randers Kommunes cykelprojekt ”Sikre skolekorridorer – med sidegevinster.”  Projektet skal gøre det mere trygt og sikkert for eleverne at gå og cykle til og fra skole. Derfor bliver der etableret en ny sti ved skolen, og de eksisterende stier i nærheden af skolen får et nyt lag asfalt. Derudover har 2. klasserne deltaget i workshops om cykling, der øger eleverne færdigheder på cykel og viden om færdselsregler:

”De forskellige øvelser på cykel i matematiktimerne, hvor de skal løse opgaver ved at stoppe,  balancere og række ud efter opgaver, har givet eleverne større erfaring og glæde ved cykling. Allerede efter første workshop var der flere elever, der havde cyklet mere, end de plejer derhjemme,” siger Michael Lau og tilføjer,:

Det er positivt, at flere forældre lader deres børn cykle. Når børnene lærer flere cykelfærdigheder,  bliver forældre mere trygge ved at lade deres børn cykle. Det er måske første spadestik til, at eleverne på sigt vil bruge cyklen som et naturligt transportmiddel både til skole og fritidsinteresser."  

I efteråret bliver elever fra 2. klasserne på skolen inddraget i at lave forslag til skiltning til rekreative cykelveje til Albæk og Vestrup sammen med deres forældre.

Fakta


I 2019 ruller cykelprojektet ”Sikre skolekorridorer” ved skolerne i Fårup, Spentrup og Harridslev. Kommunen samarbejder med de tre skoler i byerne om undervisning af elever i sikker trafik i skoletiden. Samtidig etablerer kommunen sikre korridorer ved at anlægge nye stier, 40 kilometer zoner og fartdæmpere for at nedsætte hastigheden i de tre byer.