Kasper Fuhr Christensen

Kasper Fuhr Christensen er byrådsmedlem for Velfærdslisten, hvor han blandt andet er medlem af Socialudvalget. Han bruger selv cyklen på de korte ture og tror på, at hvis randrusianerne cykler mere på de kortere distancer, vil det have en stor effekt.

Hvilken slags cyklist er du?

Jeg er nok ret sæsonpræget, for jeg må indrømme, at min jernhest går i hi om vinteren. Jeg bruger mest cyklen til og fra arbejde, og hvis jeg ellers har nogle ærinder indenfor rimelig afstand.

Hvorfor har du valgt at blive cykelambassadør?

For at få flere til at cykle mere. Det er nemlig godt for klimaet, trængslen på vejene og sundheden.

Hvad er dine mærkesager?

At få flere til at cykle mere. Ikke på den måde, at vi alle sammen skal være ambitiøse motionscyklister, der selv i frost og sne tramper løs i pedalerne. Men jeg tror, de fleste af os kan lære at bruge cyklen engang imellem. For eksempel til de korte ture, når vejret er godt. Og hvis vi alle bliver bare lidt bedre til det, så flytter vi faktisk rigtig meget i det store billede.